De sagde: Du kan da blive ung pige i huset, når du er færdig med 10. Klasse.

Da jeg var færdig med 3. Real ( 10.klasse) blev jeg anbefalet IKKE at søge på gymnasiet.
”Men Zita, du kan blive ung pige i huset. ” Og det prøvede jeg af. Hos min klasselærer, der havde tvillinger og havde brug for en ung pige. Jeg var ikke modig nok til at sige, at det ville jeg ikke – og jeg var i tvivl om mine kreative drømme kunne blive virkelige.

Jeg kan kun huske, at jeg var der én dag. Jeg var en forfærdelig barnepige. Jeg kunne vaske op, rydde op, vaske tøj, støvsuge osv. men jeg havde ingen tålmodighed med børnene. Jeg blev så ked af det, når de var kede af det, for jeg troede, jeg havde gjort noget forkert når de græd.

Men på danseskolen kunne jeg finde ud af det. Her vidste jeg lige præcis, hvad jeg kunne gøre for de børn jeg var hjælpelære for, når de blev kede af det eller frustrerede. For jeg vidste alt om det miljø, og de udfordringer der kunne skabe de frustrationer.

I alle de år, jeg havde gået i skole, havde jeg danset og optrådt – det vidste alle mine lærere. Jeg var tit ude og optræde, og i skolen skabte jeg alle dansene til vores årlige teaterforestillinger eller underviste sammen med min gymnastiklære, når hun ikke kunne finde ud af, hvad hun skulle med de unge piger udover at spille volleyball.

Og i næsten alle mine frikvarter øvede jeg mig på akrobatik eller dansede.
Og alligevel så foreslår de, at jeg skal være ung pige i huset ! De havde åbenbart ikke fantasi til, at jeg måske kunne blive danselærer eller måske faglærer i gymnastik – som var en almindelig mulighed dengang.

Men ung pige i huset syntes de var en god ide, selvom de havde set og oplevet at jeg var “skide” god til at undervise, og få både drenge og piger til at danse i de musical vi lavede. Men neeeeej det kunne ikke bruges til noget. Ung pige i huset var godt. Jeg var jo sød og tålmodig overfor mine kammerater, så . .

Jeg vidste nok heller ikke selv, at jeg kunne komme til at leve af at danse og optræde – men jeg vidste jeg kunne undervise, og det elskede jeg og fik lov til af mine forældre, i al den fritid jeg havde.

Hver eneste dag drømte jeg og forestillede mig, at jeg stod på scenen i flotte kostumer og dansede med store stjerner som Liza Minelli og Shirley MacLaine.

Så mit liv udover skolen, levede jeg i mine drømme, og ude i virkeligheden stod jeg på scenen i Pingklubben, var i prøvelokaler, på danseskolen, og var meget flittig med at træne, når jeg havde fri.

Mine forældre har hele mit liv, givet mig alt hvad jeg havde brug for, for at jeg kunne danse og optræde. De var der altid – kørte, hentede, syede kjoler og kostumer. Og min far solgte juletræer i hele december måned, så han kunne betale for min søsters og mine dansetimer samt de mange udgifter til tøj, sko osv. Og de støttede op omkring alle vores ønsker, for at bruge os selv kreativt – så længe vi passede vores skole.

Men jeg hadede at gå i skole. Jeg synes, det var kedeligt og havde meget svært at sidde stille og svært ved de logiske fag. Men jeg smilede, lavede lektier og klagede aldrig.

Mine forældre var også usikre på, om jeg ville kunne leve af det, jeg elskede at gøre og var meget talentfuld til. De havde ingen ide om, hvordan de skulle støtte mig – og deres viden var, at det var ikke nemt at klare sig i den branche. Dengang var der ikke de muligheder, der er i dag.

En audition der ændrede mit liv.

I 1975 gik jeg til en audition med en danseveninde – som støtte for hende – jeg anede ikke hvad det handlede om. Det var en audition hos Britt Bendixen og instruktør Preben Kaas.

Jeg dansede “røven” ud af bukserne – det eneste jeg kendte til – og til min store overraskelse fik jeg tilbudt at være danser i Cirkusrevyen.
Men jeg måtte ikke for min far.

Britt Bendixen blev min levende skytsengel.
Min mor fortalte, at hun ringede flere gange til min far, og til sidst gav min far sig, men krævede at jeg tog en uddannelse imens, og så skulle Cirkusrevyen love, at jeg kunne få fri til at gå til eksamen.

Jeg fandt den korteste uddannelse der eksisterede, og det var som faglærer i Gymnastik, Idræt og Svømning. Desværre var jeg ikke gammel nok, men fik en dispensation og en prøveperiode på 3 måneder. Og det lykkedes mig at gennemføre både prøver på revyen og at gå på uddannelsen.

I dag har jeg nu levet siden jeg var 3 år, med et fantastisk liv med dans, teater, tv, koreografi, undervisning, rengøring, instruktion, international performance coach for ledere i bl.a. Maersk Line og Novo Nordisk, workshop-leder af egne tiltag, samt mange andre interessante job bl.a. som selvstændig tankforpagter.

DESVÆRRE sker det stadig, at en lærer, studievejleder eller forældre ikke ved, hvad de skal stille op med den unge, der er usikker på, hvad de vil uddanne sig til, eller hvad de kan leve af som voksen.

HUSK!
Lyt og observer den unge kreative i deres hverdag – se hvad de er glade for, hvad de bruger tid på, også selvom de kun bruger tiden til at drømme!

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem